Forlovet - hvad nu?

De 10 første steps efter I er blevet forlovet


I er lige blevet forlovet, ringen glimter på fingeren, og I har delt nyhederne med de nærmeste! Men hvad så nu? Hvor skal I starte, hvad skal I booke først, og hvad kan vente til senere?


I denne lille guide får I mit bud på de 10 første steps efter I er blevet forlovet.


1.Nyd øjeblikket

Inden I hopper ud i lange to do-lister, budgetter og bookings, så husk at nyde jeres nye titel som forlovede. Forkæl jer selv, fejr det med en lækker middag, få en manicure, tag en selfie, dagdrøm om fremtiden og giv hinanden et ekstra kys. Forlovelsestiden er (ofte) ret kort, så nyd den!


2. Tal med hinanden

Når I er klar til at starte planlægningsprocessen, så husk som det første at tale sammen! Det kan spare jer for mange frustrationer senere. Det er vigtigt, at I taler sammen, før I inddrager andre i planlægningen. Stil hinanden spørgsmål så som: Hvornår skal brylluppet være? Hvad synes du? Hvor skal vi fejre det? Skal vi holde det småt? Skal vi fyre et brag af en fest af? Det er her, I har mulighed for at stille spørgsmålet: Hvad vil VI?

Bryllupsbillede stranden

3. LAV ET BUDGET

Når snakken går godt, er det tid til at tale budget! Det er uden tvivl det kedeligste og måske sværeste emne at tale om. Det er dog afgørende for, at I kan komme videre i jeres planlægning. Det er i sandhed et "reality check", det er nemlig med til at bestemme faktorer så som: bryllupslokaler, gæsteliste, længden af jeres forlovelse, brudekjole, ringe og meget mere.


4. BESLUT JER FOR SÆSON OG DATO

Overvej grundigt de forskellige sæsoner, altså forår, sommer, efterår og vinter. Hver sæson har sine fordele og ulemper. Sæsonen er med til at afgøre mange andre beslutninger heriblandt: blomster, udendørs muligheder, festens farveskala og måske også brudens kjole- og skovalg. Derudover har det ofte en indvirkning på priserne på lokaler og fotograf. Højsæsonen i Danmark er uden tvivl sommermånederne. Planlægger I bryllup uden for disse måneder, kan I med stor sandsynlighed spare nogle penge.

5. BOOK BRYLLUPSLOKALER OG KIRKE/Vielseslokation

På baggrund af jeres budget er det tid til at undersøge markedet for bryllupslokaler. I kan evt. lave en liste over forskellige faktorer og faciliteter, som I leder efter. Listen kan indeholde: geografisk lokation, kapacitet, type, stil, parkering, catering, bar osv. Stedet skal gerne matche jeres ønsker og stil. Skal I giftes i Østjylland, så har jeg udarbejdet en meget grundig liste med bryllupslokaler i Randers og omegn samt en for Aarhus. I finder listerne her:



Derudover skal I tage stilling til, hvor I vil giftes og tjekke, om kirken/lokationen er ledig den ønskede dato.

6. Book bryllupsfotograf

Nu har jeg endelig mulighed for introducere mig selv! Hej! Jeg hedder Theresa, og jeg er professionel bryllupsfotograf. Tillykke med at I skal giftes! Nu da vi officiel har mødt hinanden, så lad os tale om, hvordan I booker den rette bryllupsfotograf. Faktisk har jeg skrevet et helt blogindlæg om emnet. I kan læse mere her: 5 råd til hvordan I booker den rette bryllupfotograf.


En god grund til at booke jeres bryllupsfotograf tidligt i processen er, at I har mulighed for at spare med jeres fotograf om tidsplanen på bryllupdagen.  Tidsplanen sætter rammerne for hele dagen: hår og make-up, vielsen, portrætter, familieportrætter, reception osv. Jeres fotograf kan rådgive jer til, hvordan I sammensætter dagen, så I sikrer jer de bedste billeder.


Derudover vil I opdage, at andre brudepar er tidligt ude, når de booker fotograf, så hvis I vil have det største udvalg, skal I ikke for sent i gang.

7. BRYLLUPSINSPIRATION

Nu er tiden kommet til alt det hyggelige, tiden er kommet til Pinterest! Her kan I bruge al den tid I har lyst og orker på at samle jer ideer til, hvordan jeres bryllupsdag skal se ud. Lav evt. forskellige opslagstavler til diverse temaer: brudekjole, brudebuket, oppyntning af kirke/vielseslokation, bordpynt, invitationer og mange andre.


8. GÆSTELISTE

Det er tid til at overveje, hvem I skal have med som gæster til jeres bryllup. Her har bryllupslokalerne samt jeres budget måske noget at sige i forhold til antallet. Vær derfor opmærksom på, hvor mange gæster lokalerne tillader. Derudover skal I huske på, at hver gæst har en kuvertpris, uanset om I laver maden selv, får den leveret, eller om I betaler pr. kuvert på feststedet.

bryllupsbillede Ballehage Aarhus

9. SAVE THE DATE OG INVITATIONER

Når gæstelisten er færdig er det endelig tid til at sende save the date kort og/eller invitationer ud til de udvalgte. Inden da skal I selvfølgelig have kreeret nogle smukke kort, som passer til jeres stil. Forhåbentlig har I fået masser af inspiration på Pinterest til, hvordan de skal se ud. Forsøg om I kan lave en sammenhængende stil til hele jeres bryllup lige fra invitationer til kjole og bordpynt.


10. Få hjælp!

Det er langt de færreste, der planlægger et helt bryllup alene. Det bliver nemt uoverskueligt, og enormt tidskrævende. Overvej om I kan uddelegere opgaver til nogen, I holder af og stoler på kan udføre en specifik opgave. Måske kan I gøre en søster eller veninde ansvarlig for blomster til receptionen, måske kan en af jeres mødre søge for pyntning af kirken, måske vil en bror eller far hjælpe med at arrangere et fint køretøj til jer til efter vielsen. Udover at det er en kæmpe hjælp for jer, så er det også en måde, hvorpå man kan inddrage de nærmest i brylluppet.


Nu er vi nået til vejs ende, det var mit bud på 10 steps efter forlovelsen. Jeg håber, det var behjælpeligt og inspirerende, og at I nu føler jer klar til at gå i gang med at planlægge jeres drømmebryllup!


Go' bryllupsplanlægning!!

-Theresa