Valg af portrætlokation - 6 ting I skal være opmærksomme på


Som brudepar drømmer man om smukke, naturlige bryllupsportrætter med flot baggrund, smukt lys og den perfekte posering. Rigtig mange brudepar synes dog, at det er svært at vælge, hvor disse billeder skal tages. Mange føler sig på bar bund og ved ikke, hvad de skal se efter, når de overvejer forskellige muligheder. Denne lille guide er til jer, der godt kunne bruge lidt inspiration og gode råd til, hvordan I vælger de helt rigtige portrætlokationer for jer.


1. Baggrund

Det siger måske sig selv, men baggrunden er selvfølgelig utrolig vigtig for, hvilket udtryk billederne får. Når I forestiller jer lokationer så forsøg at tænke "hvilken baggrund vil denne lokation skabe i vores billeder?" Forestil jer billeder ved en strand eller sø, hvor baggrunden er åbent vand og blank himmel. Forestil jer så billeder i en nåleskov, hvor baggrunden er træstammer og mærkegrønne træer. Eller forestil jer billeder på en havn med store cementbyggerier og kraner som baggrund. Alle 3 steder er vildt fede lokationer til portrætter, men giver vidt forskellige udtryk. Overvej hvilket udtryk I kunne tænker jer!


2. Sol og skygge

Åh, ja! Det kære lys. Det kan både fortrylle og ødelægge vores billeder. Lyset er ALTAFGØRENDE, og som fotograf centrerer man sin opmærksomhed omkring LYS! Når I overvejer forskellige lokationer, så spørg jer selv "hvilken slags lys vil der være på stedet?" Direkte sollys giver hårde skygger i ansigter, og får folk til at knibe øjnene sammen. Man kan løse det ved at lade solen være i ryggen på personerne på billedet, men det kan give nye udfordringer. Derfor kan det være en god idé at tænke lidt skygge ind i lokationerne. Ideelt set er der både sol og mulighed for skygge på lokationen. Se om I kan finde en lokation, som har et par høje træer, en bygning eller noget andet, der kan kaste lidt skygge, hvis solen står højt på himmelen.


3. Menneskemængder

Det er de færreste, der drømmer om at have random folk som baggrund for deres bryllupsbilleder. Det er forstyrrende for billedet og afleder vores øje fra det, vi gerne vil have i centrum, jer! Derfor er det værd at overveje, om I på lokationen kan støde på mange mennesker. Skal I f.eks. giftes om sommeren, og ønsker jer billeder på stranden, kan det være en fordel ikke at vælge den mest populære badestrand i området. Det kan være svært at finde et totalt øde sted, og få personer på lokationen er ikke et problem. De kan ofte fjernes ved at ændre vinkel, men hold jer dette in mente, når I overvejer lokationer.

4. GRÆSPLÆNER OG BØGEBLADE

Tager man billeder på en grøn græsplæne, vil man opleve, at lyset reflekterer en smule grønt lys op og skaber en "grøn dobbelthage". Ligeledes med bøgeskove: egentlig kunne lokationen være en god idé, da det jo kan være et sted med skygge på en solrig sommerdag. Der er bare dét, at når solen skinner gennem bladene, så er det lys, der rammer jer, GRØNT. Begge situationer er et redigeringsmareridt. Derfor råder jeg altid mine par og familier til at undgå disse to grønne fælder så vidt som muligt.


5. STIL OG FOTOGRAFVALG

I har højst sandsynligt valgt en fotograf på baggrund af personens stil. Derfor er det også vigtigt at vælge lokation efter samme stil. I hvert fald hvis I kunne tænke jer billeder som dem, fotografen præsenterer på sin hjemmeside eller sociale medier. Her skal I særligt tænke i farver. Har I valgt en fotograf med knald på farverne, vil I også kunne se, at han/hun bruger lokationer fulde af farver. Har i derimod valgt en fotograf som mig f.eks., der tager lyse, lette og pastelfarvede billeder, vil I også kunne se, at lokationerne hænger sammen med denne farveskala. Overvej derfor hvilke farver der er på lokationen.


6. ANTAL LOKATIONER

Tiden på jeres bryllupsdag er dyrebar, dagen flyver afsted, og I vil helst bruge mest muligt af jeres tid sammen med jeres gæster. Det er derfor værd at overveje, hvor mange lokationer I skal udvælge, og hvor de ligger i forhold til hinanden og næste punkt på dagsplanen. Èn lokation kan sagtens have mange forskellige muligheder og baggrunde. Måske ligger søen i den dejligste skov, og derved kan I både få sø- og skovbilleder samme sted. Måske gør den ikke, og I er nødt til at hoppe kort i bilen for så at komme til den smukkeste eng. Selv anbefaler jeg 3-4 forskellige "baggrunde", ikke 3-4 forskellige lokationer. Hvis én lokation rummer 3-4 forskelligartede baggrunde - hip hurra, det var nemt - hvis ikke synes jeg, at det er værd at hoppe i bilen for at finde et andet sted til lidt flere portrætter. Det er min erfaring at 45-60 min er nok tid til at få en bred vifte af forskellige portrætter med forskellige baggrunde.


Jeg håber dette lille blogindlæg var behjælpeligt og inspirerende, og at I nu føler jer lidt bedre udrustet til at vælge, hvor I skal have taget portrætter på jeres bryllupsdag. Har I lyst til en snak om bryllupsbilleder, portrætter, lys, baggrunde eller andet, vil jeg meget gerne tage en uforpligtende snak med jer om, hvad I drømmer om til netop jeres bryllup!


Kærlig hilsen

Theresa